Foråret begynder så småt at røre på sig, og det betyder, at altanen snart kan tages i brug. Men med foråret kommer også lysten til at give boligen nyt liv i takt med, at blomsterne så småt spirer frem udenfor. Og hvorfor ikke udnytte ventetiden på at give boligen en lækker makeover indvendigt?
En måde at give boligen masser af sjæl, charme og varme er gennem den skønne retrostil. Men hvordan får du lige den? Læs med her, hvor vi guider dig til en boligindretning, der emmer af karakterfuld retro.
Udsmyk din bolig med varmt teaktræ
I en vellykket retroindretning er det svært at komme udenom teaktræ. I de senere år har træet fået en renæssance, og det er med god grund. Varmen i træet skaber nemlig en helt særlig stemning, der indbyder til hyggelige stunder.
Har du derfor et arvestykke i teak til at stå på loftet, er det tid til at finde det frem. Ellers kan du gå på jagt på landets mange loppemarkeder, der bugner af teak-guld.
Gå efter en stor teakskænk til stuen. Den vil skabe masser af sjæl og varme i rummet. Sæt et par planter og vaser i farvet glas på den for at få det bedste frem i møblet. Skænken er ikke bare smuk at se på, den er også virkelig praktisk. De fleste skænke har masser af plads til opbevaring, så du kan gemme tallerkner og andet stel af vejen her.
Hvis du er mere til mindre møbler, kan du investere i en lille kommode og et spejl i teaktræ. Sæt det sammen i din entre for at skabe et lille arrangement, der byder dine gæster varmt velkomment, når de træder ind i dit hjem.
Husk dog, at du ikke skal indrette dig med for mange møbler i teaktræ. Gør du det, skaber det mørke træ hurtigt en dyster stemning. Men med få fine teaktræsmøbler kan du skabe et spændende og velafbalanceret modspil til dine lysere møbler.
Mønstre på dine vægge
Vil du gerne have den skønne retrofeeling i dit hjem, kan du også gøre noget ud af dine vægge. Én måde er at tapetsere en væg i et fint mønster. Der findes masser af forskellige tapeter derude, så det er bare om at gå på jagt efter din favorit.
Gå efter blomstermønstre eller grafiske mønstre og sæt tapetet op i din entré, dit køkken eller i dit soveværelse. Det er helt op til dig, hvor du synes, din bolig trænger til lidt retro kærlighed. Det kan virke voldsomt at sætte et mønstret tapet op i et helt rum, så begræns dig til at udvælge én væg, som du vil pifte lidt op.
Hygge med lune tekstiler og knald på farverne
Når du for alvor vil have retrohyggen frem i din bolig, er et blødt tæppe et must. Læg et tæppe under dit sofabord og gå efter et med et geometrisk mønster. Smæk også gerne en varm plaid over armlænet på din sofa og pynt ligeledes med masser af puder. Gerne i stærke og varme farver.
På væggen kan du hænge et vævet vægtæppe. Det er en anderledes måde at udsmykke væggen på. Det bidrager til den hyggelige og varme stemning, og som bonus er det med til at absorbere noget af lyden, så du får bedre akustik i rummet.
For at sætte prikken over i’et på de lune tekstiler kan du indrette med en blød, dekorativ lænestol i dit læsehjørne. Vær ikke bange for at sætte en stol i en anden farve end sort eller grå, og gå gerne efter en smuk blomstret.
Så længe du holder balancen i indretningen med andre neutrale farver, vil retroelementerne blot skabe et spændende modspil og netop give den helt rigtige sjæl uden at overdøve dit hjem.
Find de gamle stueplanter frem
Også tilbage i 50’erne var det populært at indrette hjemmet med stueplanter. Og den trend er for alvor kommet tilbage. Planter fungerer i enhver type indretning, men hvis du gerne vil have lidt retro vibes ind i din indretning, kan du gå efter en violinfigen eller en svigermors skarpe tunge.
Hvilken plante, du vælger, er egentlig ikke så vigtigt, det er i højere grad vigtigt, hvordan du styler planten. Sæt den sammen med teaktræ eller i et hjørne med dit langhårede ryatæppe, så understreger planten et retro udtryk.