Sådan indretter du dit soveværelse

Nattesøvnen skal være i top, og derfor er senge og boxmadrasser også en vigtig del af soveværelset. Men faktisk har indretningen i dit soveværelse også stor betydning for, om du får den gode nattesøvn og optimalt velvære.

Læs med her og få idéer til, hvordan du kan indrette dit soveværelse, så det bedst understøtter den vigtige søvn.

Mal i dybe, rolige farver

De fleste har lyse vægge i soveværelset, fordi det er stilrent og giver et klassisk udtryk. Men faktisk kan en hvid væg virke ’skrigende’, når du skal sove. Gå i stedet efter en dyb, rolig og støvet nuance på en eller flere vægge i rummet. En blå-grå nuance eller en jordfarve virker beroligende og skaber en slags hulestemning, hvor du har lyst til at gå til ro.

Vælg puder og tæpper i samme nuancer for at fuldende den rolige fornemmelse.

Udvælg interiør og nips med omhu

Soveværelset er det sted, hvor du skal finde ro og lade op til en ny travl dag. Derfor skal det ikke være rodet og forvirrende. Det kan nemlig hurtigt stresse dig ubevidst. Sørg derfor for at indrette rummet med gode opbevaringsmuligheder, så der ikke ligger tøj, sko og andet rundt på gulvet.

Sæt gerne en stol i hjørnet, så du hurtigt har et sted at lægge tøjet, hvis det skal gå hurtigt. Det ser alt andet lige mere ryddeligt ud, end det flyder på gulvet.

Du skal samtidig også passe på med ikke at fylde for meget nips og dekoration ind i rummet. Gå efter få, men gode pyntegenstande i vindueskarmen, og hæng et spejl og et par billeder på væggen.

Del rummet op

Hvis der er trangt med plads i din bolig, og du har brug for en lille arbejdsplads, kan det være fristende at inddrage et hjørne i soveværelset til skrivebord- og stol.

Dog kan arbejdsstationen hurtigt virke stressende, hvis det er det første, du ser, når du slår øjnene op om morgenen, og det sidste, du ser, inden du lukker dem i om aftenen.

Er der kun plads i soveværelset, og gider du ikke have skrivebord i stuen, kan du selv indrette rummet med skillevægge. Det kan være ved hjælp af reoler eller reelle vægge. På den måde får du skabt et rum i rummet-funktion, og her kan du gemme skrivebord og arbejdsrod væk.